Humlum Kirke 

Resen-Humlum Pastorat – Struer Provsti – Viborg Stift – Skodborg Herred – Ringkøbing Amt

Humlum Kirke er en af Danmarks mangfoldige kirker fra middelalderen. Knejsende tager den over 800 år gamle kirkebygning sig ud på sin ophøjede plads på bakken syd for byen.
Med sin beliggenhed højt hævet over det omkringliggende landskab og tæt på Limfjordens vande kom Humlum Kirke på et meget tidligt tidspunkt til at tjene som sømærke for de søfarende på fjorden. I dag kan bilisterne på den stærkt trafikerede hovedvej A11 på tæt hold nyde synet af den gamle kirke, hvad enten de passerer mod syd eller nord.
Humlum Kirke er præget af flere forskellige byggeperioder, materialer og stilarter. Alligevel fremtræder den i dag som en smuk og harmonisk bygning. Kirken er placeret mellem to oldtidshøje, og det kaster en vis stemning af oldtid over stedet. Øst for kirken ligger en høj, der nu er indrettet med præstebegravelser og familiegravsted for slægten fra den gamle herregård, Vejbjerggård. Mod vest og uden for kirkegårdsdiget lå tidligere en anden høj, kaldet Kongehøj, og i den er der fundet guld. Højen er fjernet i dag, men der går stadig sære sagn om højen.
Humlum Kirke røber langt hen ad vejen sin egen historie. Kirken er tydeligvis påbegyndt med koret i øst, og denne del af kirkebygningen er opført i smukt tilhuggede kvadre. Efter at koret er færdigbygget, antages det, at byggeriet af kirken har været sat i stå i lang tid. Måske har stenkoret i en periode virket sammen med en kirkebygning af træ, hvilket er kendt fra andre vestjyske kirker. Da den vestlige del af kirken senere blev fuldført i sten, var det med rå, utilhuggede marksten. I murværket på kirkens nordside – vest for den tilmurede kvindedør – springer en meget speciel sten med hulslebet overflade i øjnene. Det er en gammel slibesten, som oldtidsbonden har brugt til at slibe sine stenøkser med.
I kirkens ydermure er der også indmuret adskillige gamle ligsten. Forhistorien er den, at ejerne af egnens gamle herregårde, Vejbjerggård og Strandbjerggård, hver især øvede stor indflydelse på Humlum Kirkes udseende, bl.a. ved at benytte kirken som deres private gravkapel. Herremændene har ofte stået som ejere af kirken, og med ejendomsretten fulgte også retten til at lade sig begrave inde i kirken. Når menigheden færdedes i Humlum Kirke, var det således hen over ligstenene for herremændene og deres familier. Selv om ligstenene er bevaret og endnu kan ses i kirkens ydre murværk, er de fleste præget af så megen fodslid, at de er vanskelige at tyde. I den nu tilmurede kvindedør i skibets nordside findes dog en undtagelse. Her ses en både smuk og velbevaret ligsten over tidligere ejere af Vejbjerggård.
I slutningen af gotisk tid fik Humlum Kirke sit tårn, der er opført i teglsten. Samtidig blev korets træloft udskiftet med en smuk, muret otte-ribbet hvælving. Så sent som i 1954 blev kirken udstyret med et våbenhus. Det blev opført på sydsiden ved den gamle mandsdør, der i samme forbindelse blev genåbnet. Indtil da havde kirkens indgangsdør i mange år været placeret i tårnets sydside.
Den seneste ændring af kirken i Humlum skete i 2002. Våbenhuset blev forlænget, så der blev plads til et dåbsværelse og et toilet. Døren mellem våbenhus og skib blev gjort en del bredere, og kirkens indgangsdør blev flyttet til våbenhusets østside og kom derved i læ for vestenvinden. Blytaget på våbenhus og skibets sydside blev samtidig lagt om. Inde i kirken skete der også markante ændringer. Blandt andet blev døbefonten flyttet op under korbuen, så der blev plads til et par bænke ekstra; kirkerummet blev frisket op med nye farver, og små malerier af Frits Gothardt Rasmussen fandt vej til alle bænkegavlene. Der blev endvidere lagt nyt trægulv i dele af kirken, og der blev installeret nyt varmeanlæg.
Ligesom Humlum Kirke i sit ydre fortæller om forskellige forhold før og nu, er kirken i sit indre en sammensat bygning, der afspejler skiftende tider og tanker omkring gudstjenesten. Kirkens sakramenter, dåb og nadver, gav også kirken det første inventar – døbefont og alter. Kirkens nuværende døbefont er givetvis kirkens oprindelige. Den rå form passer fint sammen med kirkebygningens tidligste historie. Døbefonten er tilvirket af en kampesten af storflammet granit, men selv om den daterer sig til kirkens ældste tid, fremtræder den både smuk og tidssvarende på sin nuværende plads under korbuen. Sådan har menigheden dog ikke altid set på døbefonten. I forrige århundrede blev den betegnet som et råt og ufærdigt stykke arbejde, og for at kamuflere og udligne formen blev den endog pudset op med cement.
Kirkens alter har dog i endnu højere grad levet med skiftende opfattelser af stil og smag. Et oprindeligt muret alterbord med granitsten med helgengrav er nu gemt bag et træpanel. Altertavlen er fra omkring år 1600. Den er udskåret i egetræ og særegen ved, at dens sidefløje er formet som nogle fantastiske fuglefigurer. Altertavlen er fra tid til anden blevet stafferet, malet og forsynet med nyt alterbillede. Altertavlen blev gennemgående restaureret for godt 100 år siden. Efter sagkyndigt forslag om en fuldstændig afrensning af altertavlen og indsættelse af et nyt maleri, blev malermester Chr. Christensen Gade i Humlum bedt om at restaurere altertavlen. Han gik i gang med at fjerne alle gamle lag maling, hvilket skete til både sagkundskabens og menighedens store tilfredshed. Det gamle egetræ fremstod nu med en ren og smuk farve og med ægte forgyldning på ornamentkanter, kapitæler og lister. Altertavlen blev forsynet med skriftsteder øverst og nederst, ligesom Kristi monogram IHS flankeret af georgkors blev malet øverst. Det gamle alterbillede med den hellige nadvers indstiftelse blev udskiftet og er nu ophængt i kirkens skib. I stedet indtog et nyt maleri, der forestiller Kristus i Gethsemane Have, pladsen på tavlens forside. Maleren Anker Lund (1840-1922) er ophavsmand til dette maleri. Anker Lund var en af datidens største leverandører af disse altermalerier, og han malede en række gentagelser af de samme motiver. Hans værker fandt vej til flere end 40 danske kirker og desuden til en lang række kirker på Island.
Alterbilledet er på ny blev udskiftet i 2010. Arne Haugen Sørensen har malet et billede med et motiv, som han ikke tidligere har brugt i sin kirkekunst, nemlig måltidet mellem Jesus og de to disciple i Emmaus. I Lukasevangeliet kap. 24. kan man læse, at to af disciplene efter Jesu korsfæstelse er på vej til en landsby, der hedder Emmaus. De taler om begivenhederne i Jerusalem i påsken – også rygterne om at han skulle være opstået fra de døde. En mand slår følge med dem, og han udlægger skrifterne for dem, så hjerterne brænder i dem. Da de når frem til Emmaus, beder de manden til at spise med, og da han bryder brødet, ser de, at det er den opstandne Jesus Kristus, der spiser sammen med dem.
Det er det øjeblik, hvor Jesus bryder brødet, som Arne Haugen Sørensen fastholder. I altertavlens centrale billedfelt har kunstneren malet tre personer omkring et lille firkantet bord med Jesus i midten og de to disciple på hver side af ham. Væggen bag dem er blå, men i en luftig lys nuance, der brydes af et par firkantede felter bag disciplenes hoveder. Den intense stemning forstærkes af, at personerne fylder næsten hele billedfeltet ud, hvilket gør dem meget nærværende.
Jesus, der er iført en lys kappe med røde ærmer, sidder og holder med begge hænder omkring et stort brød. Det er endnu ubrudt, og disciplen på Jesu venstre side er først ved at skænke vinen op. Jesu dobbeltansigt er vendt mod disciplene, men mens disciplen med vinkanden er optaget af sin opgave, er en anden tilsyneladende klar over, at der er ved at ske noget særligt. Han lægger med et andægtigt udtryk i ansigtet den ene hånd mod brystet, mens den anden er rakt mod Jesus i en lidt forsigtig gestus, som om han ikke helt ved, hvad han skal tro. Scenen er på én gang højtidelig og dagligdags, og fornemmelsen af nærvær understreges af, at kunstneren har ladet bordbenene fra midterfeltet fortsætte ned i det smalle felt, der adskiller altertavlen fra selve alterbordet.
I altertavlens trekantede topfelt har Arne Haugen Sørensen malet tre tomme kors. Jesu kors er malet med guld øverst. Det er et billede på opstandelsen: solen der lyser på korset.
Arne Haugen Sørensen har udsmykket knap 30 danske kirker.

Af: Hans Jørgen Aagaard Kristensen med tillæg af Jan Bjerglund
Kilde: Ovenstående bygger overvejende på oplysninger hentet fra artiklen "Herremand og menighed i Humlum kirke" i bogen "Struerfolk 3", der udkom i 1988. Kan ses på Kirkens hjemmeside  

 

Tilbage til Viborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne