Sundkirken

Allehelgens-Sundkirkens Pastorat – Amagerbro Provsti – Københavns Stift – Sokkelund Herred – Københavns Amt

Sundkirken stod færdigbygget 1956, tegnet af arkitekt G. H. Christiansen, men arbejdet for denne kirke blev påbegyndt lang tid før. Kirkens historie tager sin begyndelse i nabosognet, Filips sogn, som i 1942 ansatte en hjælpepræst til kvarteret mellem Øresundsvej, Backersvej, Italiensvej og Amagerstrandvej, grundet vokseværk i sognet. Til dette distrikt byggede man i 1943 Kirken ved Sundet, en barak-kirke. I 1945 blev Sundkirkens sogn oprettet, og kirken ændrede navn til Sundkirken. Kirkebyggeriet kom i stand gennem et samarbejde mellem Kirkefondet og det lokale kirkeudvalg, og midlerne der muliggjorde kirkens rejsning, blev givet af fonde, private virksomheder, og sognets beboere.
Efter det indgåede samarbejde med Kirkefondet, gemmenførte det lokale kirkeudvalg flg. indsamling: Kirkefondet gav, foruden grunden, hvorpå barak-kirken var opført, tilsagn om støtte med et beløb på indtil 100.000 kr. Gennem Ungdommens Kirke blev der indsamlet ca. 40.000 kr.
Fra ca. 1943 og frem til kirkens indvielse blev der i sognet indsamlet ialt kr. 200.00,- i form af gaver og kontanter. Hertil kommer en lang række gaver fra venner af kirkesagen i andre sogne.
A.P.Møller og hustrus fond skænkede en kirkeklokke, ØK stillede teaktræ til rådighed til en favørpris, træ til taget blev skænket på lignende vilkår. De øvrige Amagersogne gav et betydeligt beløb til kirkestolene og unge fra Amagers sogne har bidraget til stolene i koret. Af særlige gaver kan nævnes: prædikestol, alterplade og kors (skænket af snedkermester Frode Olsen og ægtefælle), altersølvet (smedet af gammelt sølv, der er givet fra en række af sognets hjem), alterstagerne (gave fra kirkens arkitekt og dennes ægtefælle), alterbøgerne (tilvejebragt som gave dels fra bogbin der Viggo Andersen, Næstved og dels fra sognets damekreds.
Det oprindelige orgel blev lejet hos orgelfirmaet Frobenius. Dette orgel, som blev nedtaget fra Svaneke Kirke og derefter istandsat, blev anvendt indtil midlerne til det endelige orgel var tilvejebragt.
De gamle vinduespartier er taget ned og erstattet af nye med glas.
Overfor de eksisterende kviste er der lukket op med nye tilsvarende kviste, så lyset nu vælter ind i begge sider af rummet.
Der er etableret en ny tilbagetrukket mur ud mod børnehaven, og op til de nye kviste får et skråt vinduesparti ovenlys til at falde ind.
De gamle bænkerader er blevet slebet og ombetrukket med lysegrønt læder, foldedørene ind mod menighedssalen er taget ud og er blevet erstattet af rene smukke vægflader.
Våbenhuset er ændret og toilettet er nyt og handicap-venligt.
Orglet har fået en ansigtsløftning og er blevet tilført 5 nye registre.
Elektrikeren Willy Schwaner har formgivet Mogens Jørgensens meget spændende lysskulptur som kommer til at pryde endevæggen over alteret.
Lysskulpturen er Sundkirkens alterbillede, og lysene kan indstilles stærkt eller svagt - som præsten nu mener, det passer ind i sammenhængen med evangelium, kirkeår og stemning. En anden stor nyskabelse i kirkerummet er tekstilkunstneren Grete Balles store antependium. Det har solen som motiv med et græsk kors centralt placeret i midten.

Kirkens hjemmeside

 Tilbage til Københavns Stift

 

 

Om kirker

 

Folkekirkerne